Restaureringen af Ulbjerg Kirke
2000 - 2001

Gennem de sidste årtier havde skiftende menighedsråd diskuteret muligheden for en gennemgribende restaurering af Ulbjerg kirke. Der vart dog ifølge de bevilgende myndigheder andre kirker i Viborg stift , der trængte endnu mere end Ulbjerg  kirke. men i 2000 lykkedes det . Det blev Ulbjergs tur.
Kirken blev lukket et stykke tid. Gudstjenester og kirkelige handlinger henlagt til Lynderup kirke, hvortil der hver søndag afgik bus fra kirkens parkeringsplads.
Ledelsen af renoveringen blev lagt i hænderne på arkitektfirmaet Brøgger i Fjellerad , hvis repræsentant i Ulbjerg blev arkitekt Peer Seeberg.
Heldigvis blev det lokale håndværkere, der tog sig af den praktiske side af sagen. Henning Sørensen,  Skals , stod for murerarbejdet. Tømrerarbejdet fik Fredborg Byg, der satte tømrer Erik Thorgaard på den krævende opgave. Smedearbejdet klarede smedemester Jens Peter Christensen, Ulbjerg, El-kontakten, Nr. Rind, stod for el arbejdet, og malerarbejdet påtog Ulbjergs maler gennem mange år, John Thomsen, sig. Der manglede dog stadig en person, en kunstner , der skulle være ”farvesætter”. Her faldt valget på Hvilsom kunstneren Anita Houvenaegel, der i forvejen havde sat farver på bl. a. Brorstrup kirke og fremstillet såvel alterbilleder som anden kirkelig kunst.

Så gik håndværkerne i gang. Altertavle , prædikestol og lydhimmel blev taget ned og sendt til rensning hos en konservator i Ålborg, der også forsynede altertavlen med nyt bladguld på rammerne omkring tavlens forskellige felter.
Da alterbordets træpaneler var fjernet, og det gamle stenalter, der har stået der siden kirken blev bygget, kom frem, blev det første spændende fund gjort. I et lille rum muret af munkesten i alterets overflade fandt man en lille blyæske. I den lå der en træsplint indsvøbt i et lille stykke klæde. Kirkens relikvie fra den katolske tid var fundet ! Sandsynligvis har træsplinten været anset for en splint af Kristi kors ( den slags findes der masser af rundt om i Europas kirker). Arkæologer fra Nationalmuseet blev naturligvis tilkaldt og æsken bragt til nærmere undersøgelse i København. Da fundet var undersøgt, registreret og fotograferet, blev det  bragt tilbage til kirken og står nu på sin vante plads i stenalteret.

Stolestaderne i Ulbjerg er noget helt for sig. De er fra 1574, da Pier Andersen lod gjøre ”Karlskamleren” – ( mandsstolene) – som der står på en af stolgavlene.
Før reformationen i 1536 havde man slet ingen stole i kirken, så Ulbjerg var egentlig ret hurtigt med på det nye.

Så gamle stolestader – med håndhuggede fyldninger på ryglæn osv- måtte man naturligvis bevare så meget som muligt af, og  med største forsigtighed gik tømrer Erik Thorgaard i gang med at tage dem ned, men bortset fra gavlene i begge sider, der kunne sendes til konservering, havde ormene haft gode dage i det knastørre træværk. De gamle fyldninger var så gennemgnavede, at de kunne pilles fra hinanden med fingrene. Kun 2-3 stykker stod til at redde. Resten blev fornyet.

Så blev det gulvets tur. Under de gamle ferniserede gulvbrædder lå der et tykt lag sand. Da det blev fjernet kom et gammelt munkestensgulv til syne. Stenene var lagt i et smukt mønster, men var naturligvis så møre , at de var ubrugelige, så også de blev fjernet og endnu et lag sand blev kørt væk, så man til sidst var helt nede ved det lerstampede gulv.

Men folk må jo have tabt noget gennem alle de hundreder af år , kirken har været i brug. Derfor blev hver eneste skovlfuld sand, der blev kørt ud af kirken , sendt gennem et sold så man kunne se , om der gemte sig noget. Det gjorde der. Der blev bl.a. fundet et stykke af et røgelseskar, der var anvendt ved de katolske messer, en mønt fra Frederik den andens tid, forskellige benrester m. m. Alle tingene blev undersøgt og registreret af Nationalmuseets folk , der tog dem med til København, hvor de i dag ligger i en af Nationalmuseets arkivskuffer på et eller andet lager, så støvet igen kan sænke sig over dem. Her i sognet havde vi ikke et opbevaringssted der var sikkert nok (!!).
Det mest spændende fund blev dog gjort i koret. Her viste der sig et gravkammer i det NØ hjørne. En stor gravsten fortalte, at her lå ejeren af Ulstrupgård Anders Timsøn Skriver, død 1615, og hans hustru Birgete Christofferdatter, der døde 1638.
Så kom Nationalmuseets folk igen. Stenen ville de dog ikke have med hjem , så den sidder i dag på korets sydvæg . Selve gravkammeret blev lukket igen uden yderligere undersøgelse. Gravfreden var genoprettet.
Skikken med at begrave mennesker inde i selve kirken var ret udbredt på de tider. Det var dog ikke alle og enhver, der havde mulighed for det. Det var altid betydningsfulde folk der fik den mulighed. Ofte folk, der på en eller anden måde havde optrådt som velyndere af kirken.

hhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhhh

Hvad mon storbonden Anders Timsøn Skriver har bidraget med ? I et af de røde felter på prædikestolen er der malet tre gyldne bogstaver : A T S . Ingen har tidligere vidst hvad disse bogstaver betød, men nu ved vi det.  Det er jo Ulstrupgårdmandens forbogstaver, sat der for at fortælle eftertiden, at det var ham , der betalte prædikestolen. Kirkens folk har så kvitteret for gaven ved at tildele familien gravplads i selve kirken, lige ved siden af alteret, hvilket efter den tids overtro skulle lette de pågældendes indtræden i Himlen.

Murerne gik nu i gang med forsigtigt at banke kalklaget af murene. Det var blevet tykt af århundreders kalkninger, og alt skulle fjernes til murene stod helt nøgne. På korbuen kom man dog ikke så langt, for her blev der fundet kalkmalerier.
Står man i skibet og kigger op mod alteret, er der på venstre side en dekoration, sandsynligvis lavet af ” Liljemesteren”, der optræder i flere jyske kirker. Det er dog ikke lykkedes at få hele billedet
frem, så vi må nøjes med en øverste del.

Derimod er der meget smukke cirkulære mønstre mange steder på korbuen. Muligvis vievandsmærker, der er lavet på de steder, hvor det indviede vand ramte, da biskoppen stænkede det på murene  ved kirkens indvielse.

Langs buens krumning er der lavet en meget smuk og regelmæssig dekoration , som det lykkedes at få helt frem. Inde i buen er lavet et mønster, der nok skal forestille kvadre. Egentlig primitiv, når man sammenligner med vievandsmærkernes smukke og sikre udførelse.
Alle kalkmalerierne er fremdraget og nænsomt restaureret af Nationalmuseets ekspert, Ole Alsinger, der arbejdede i kirken gennem længere tid.
Men murerne fandt også andre spændende ting. På korets nordvæg ses et rundt hul. Det er en ”lydpotte” , simpelthen en lille lerkrukke , der af akustiske grunde er muret ind i væggen.

Vender vi blikket mod tårnrummet, det oprindelige gravkapel, hvor orgelet nu står,  fandt man omridset af en dør. Den har ført ind til et herskabspulpitur, der for længst er pillet ned. Den tilmurede kvindedør på skibets nordvæg kom også frem i lyset, og andre tilmurede åbninger blev markeret med streger i pudset.

Mens murerne sled med de indvendige mure , gik tømrerne i gang med at undersøge tagkonstruktionen. Her havde tidens tand også gnavet, og dele af rem og spær var rådne. De blev dog ikke skiftet ud, men de angrebne dele blev fjernet, og store, friske egeplanker tilpasset og sat på plads. Alle de gamle tømrerdyder , der næsten er gået i glemmebogen  i vores fabrikstid, var imidlertid ikke gemt så langt væk hos de tømrere der var sat på opgaven, så der blev indfældet, tappet og dyvlet med fantastisk præcision, så tagkonstruktionen nu kan klare sig nogle hundrede år igen.

På samme måde blev de indvendige loftsbjælker behandlet. De ligger stadig som de har ligget i mange hundrede år, men alle rådne partier er fjernet og en frisk ” lus ” sat i stedet – mere end 200 blev det til.

Murernes sidste arbejde var det nye klinkegulv. Kønt er det, og enestående på den måde , at murer Steen Kristoffersen lavede sit helt eget forbandt, så magen til findes ikke andre steder.

Nu var der snart kun malerarbejdet tilbage. Og farvevalget ! – der nok kunne få selv rolige gemytter i affekt.
Det viste sig imidlertid, at man havde truffet et heldigt valg , da Anita Houvenaegel fik opgaven. Hun havde en dejlig forståelse for kirkerummets specielle væsen, og hun fandt hurtigt ud af, at hun  i John Thomsen havde fået en særdeles kompetent medspiller, der ikke gik på akkord nogen steder.

Endelig skal nævnes den nye alterskranke, der er meget smuk og passer godt ind i den nyrestaurerede kirke. Den er tegnet af Peer Seeberg og udført af smedemester Jens Peter Christensen og tømrer Erik Thorgaard. Bedre håndværk laves ikke i dagens Danmark, og den alterskranke vil forhåbentlig stå i Ulbjerg kirke i mange , mange år.

Hele restaureringen løb op i godt 5 millioner kroner. Mange penge, ja. Men vi er jo nok også den generation, der siden  1150 har haft bedst råd til at bevare vores smukke kirke for eftertiden.

Ved en festlig gudstjeneste kunne Karsten Nissen genåbne kirken . Det var den 30. September 2001, en god dag for Ulbjerg !